altså vi har i Danmark i hvert fald også en stærk selvstændighedskultur. Vi hjælper og opdrager børn til at være selvstændige - selvstændige unge mennesker siger vi med stolthed i stemmen - sådan er det ikke i aller andre kulturer - der er det flot at indordne sig familiens hierarki og kunne gøre som mor og far siger - vi har mere sådan demokratisk familie-kultur mens det i andre kulture er mere patriarkalsk eller matriarkalsk.

Og det er ikke bare det at være forsørget af forældrene - når jeg har fået penge af mine forældre har de aldrig blandet sig i hvordan de er brugt. Og jeg har både franske og chilenske venner hvor familien - især moren blander sig utrolig meget i alt - og det er de vant til. Og der ligger også en form for kærlighed i den relation - en velment guidence. Hvor min familie har måske mere trænet evnen til at tænke selv og forholde sig kritisk til livets valg? så er der andre familier hvor det mere bliver dikteret hvad meningen med livet er. Og på nogle måder er det jo fedt - det er utroligt svært at finde ud af hvad man skal her i livet - på sin vis er det en fin start at nogen giver dig retning - hvis det vel og mærke passer okay til dig 🙂